Ambitiøse VVS-lærlinge samles på landshold inden DM i Skills 2026
Publiceret:05. mar. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Fra venstre: Jesper Clausen, VVS-energilærling hos Hanning VVS ApS, Patrick Skou Jensen, VVS-energilærling hos Helmuth Nielsen & Søn ApS og Benjamin Brygger Caravella, VVS-energilærling hos OSBÆCK ApS.
Tre af landets mest ambitiøse VVS-energilærlinge er samlet på et nyt VVS-landshold, hvor de træner frem mod Danmarksmesterskabet for unge faglærte, DM i Skills 2026. TEKNIQ og Blik- og Rørarbejderforbundet står bag initiativet.
VVS-branchen spiller en nøglerolle i den grønne omstilling – fra installation af varmepumper og fjernvarme til energieffektive løsninger i boliger og erhverv. Behovet for højt kvalificerede faglærte er derfor også stigende, men det kræver, at flere unge vælger VVS-energiuddannelsen i fremtiden og en karrierevej inden for VVS-energifaget.
Med etableringen af VVS-landsholdet sætter branchen fokus på at udvikle dygtige talenter og sætte lys på fagets mange muligheder. De tre udtagne fagtalenter kommer alle tre fra TEKNIQ-medlemsvirksomheder: Helmuth Nielsen & Søn, Hanning VVS og OSBÆCK.
- Det bliver en virkelig stor oplevelse til DM i Skills. Jeg glæder mig til at træne målrettet frem mod konkurrencen og ikke mindst til at vise faget frem for flere unge. Vi arbejder til hverdag med alt fra fx ventilation, varmepumper, fjernvarme og meget mere. VVS-energifaget har så mange muligheder, som de fleste ikke tænker over, siger Jesper Clausen, VS-energilærling hos Hanning VVS ApS, der repræsenterer Region Midt- og Nordjylland.
De er med på landsholdet:
Navn
Medlemsvirksomhed
Skole
Patrick Skou Jensen
HELMUTH NIELSEN & SØN ApS
CELF
Benjamin Brygger Caravella
OSBÆCK ApS
TEC
Jesper Clausen
Hanning VVS ApS
Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier
Talentudvikling af fremtidens grønne faglærte
De tre Skills-deltagere skal blandt andet gennem et struktureret træningsforløb i samarbejde med deres erhvervsskoler, virksomheder og sponsorer, hvor de finpudser deres tekniske færdigheder og forbereder sig på at konkurrere den 22.-25. april til DM i Skills 2026 i Hjørring.
Til en netop afholdt landsholdssamling frem mod DM i Skills 2026, har de unge fagtalenter arbejdet intensivt med præcision, kvalitet og effektivitet inden for varmepumpeteknologi, vandinstallationer og rørbuk – kompetencer, der er afgørende både i konkurrencen og i det daglige arbejde som faglært i VVS-branchen. Træningen har bestået af praktisk arbejde med de nyeste tekniske løsninger og sparring med erfarne fagfolk.
Store ambitioner
Samarbejdspartnerne i forberedelserne til DM i Skills består af en række engagerede leverandører til VVS-branchen – herunder Grohe, Daikin, REMS Scandinavia, Brødrene A. & O. Johansen, Milwaukee og MASCOT® WORKWEAR.
De bidrager med materialer, teknisk ekspertise og indsigt i de nyeste løsninger inden for energi, varme og installation af fremtidens grønne energieffektive løsninger.
DM i Skills bliver det foreløbige højdepunkt for VVS-landsholdet, men ambitionen rækker ud over selve konkurrencen i april. Landsholdet skal både levere stærke præstationer og bidrage til en langsigtet styrkelse af talentudviklingen på erhvervsskolerne samt inspirere flere unge til at vælge en karriere i VVS-branchen.