Efter over 10 år uden regulering hæves honoraret for skuemestre til 2.000 kr. pr. dag – som anerkendelse af deres centrale rolle i elektrikeruddannelsens svendeprøver.
Bestyrelsen for uddannelses- og samarbejdsfonden mellem TEKNIQ og Dansk El-Forbund har besluttet at hæve honoraret for skuemestre fra 1.500 kr. til 2.000 kr. pr. skuedag.
Det sker efter mere end 10 år uden justering – og med et klart ønske om at anerkende den faglige indsats, der leveres ved hver eneste svendeprøve.
– Det er i den grad på tide, at vi opjusterer honoraret for den store indsats, som skuemestrene yder. De er med til at sikre både kvalitet og faglighed i vores uddannelse og fortjener stor anerkendelse, siger Allan Schmidt-Petersen, uddannelseskonsulent i TEKNIQ.
Fagets kvalitetsvogtere
Skuemestre fungerer som censorer ved svendeprøverne og vurderer, om opgaverne lever op til kravene i uddannelsen.
Deres arbejde er med til at sikre, at fremtidens elektrikere har de rette kompetencer – og at niveauet fastholdes på tværs af landet. Rollen kræver både erfaring, faglig opdatering og evne til at vurdere opgaver retfærdigt.
– Når en lærling afslutter sin uddannelse, er det skuemestrene, der sætter det endelige faglige kvalitetsstempel. Det er et stort ansvar, og det kræver både indsigt og engagement, siger Allan Schmidt-Petersen.
En investering i faglighed
Det nye honorar træder i kraft i løbet af 2025 og gælder for alle skuedage under elektrikeruddannelsen. Ifølge TEKNIQ er beslutningen også en investering i at kunne tiltrække og fastholde kvalificerede skuemestre – til gavn for hele branchen.
– Vores mål er at sikre, at elektrikerfaget også fremover er præget af høj kvalitet. Derfor er det helt afgørende, at vi har dygtige og engagerede skuemestre, som føler sig værdsat – både fagligt og økonomisk. Og vi søger løbende nye skuemestre, så har man lyst til at bidrage til faget, er man meget velkommen til at kontakte mig på asp@tekniq.dk, siger Allan Schmidt-Petersen.