TEKNIQ-medlemmer vinder rammeaftale med Forsvaret for milliarder
Publiceret:04. mar. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Syv medlemsvirksomheder har vundet en rammeaftale med Forsvaret til en værdi på op til 2,8 milliarder kroner. I de næste fire år skal de stå for det tekniske vedligehold og eftersyn af Forsvarets tekniske anlæg.
Når Forsvarets el-, vvs- og ventilationssystemer, solceller og vand- og varmeforsyning skal serviceres, repareres eller have et eftersyn, bliver det syv medlemsvirksomheder i TEKNIQ, der de næste fire år udfører den store opgave. Det skriver Licitationen.
Forsvarets Etablissement- og Terrænkommando (EKT) har fundet vinderne af en landsdækkende rammeaftale, der er delt op i fem delaftaler, der har en anslået værdi på 1,247 milliarder kroner. Den maksimale rammeværdi er dog helt op til 2,898 milliarder kroner, skriver Licitationen.
De fem delaftaler dækker Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark, Sjælland og Hovedstaden og Bornholm.
En tillidserklæring
Hos Kemp & Lauritzen er mange glade over, at det er lykkedes at vinde alle fem delaftaler. Virksomheden har siden 2022 haft ansvaret for at levere teknisk vedligehold og eftersyn på fire ud af fem delaftalee. Men med den nye rammeaftale dækker Kemp & Lauritzen Forsvarets tekniske installationer i hele Danmark.
- Det her er en helt særlig opgave, fordi den forener alle vores fagligheder og kræver et ekstremt højt niveau af koordination, driftssikkerhed og dokumentation. På en aftale som denne kommer vores fulde, geografiske dækning af Danmark til sin ret, da vores leverancemodel sikrer ensartet respons, kvalitet og dokumentation til selv de mest afsidesliggende områder af landet. Vi er meget stolte over den tillid, Forsvaret viser os, siger Thomas Gjørup, direktør for Teknikhuse i Kemp & Lauritzen.
Forsvaret er en kompleks, teknisk kunde, som det kræver kompetencer og et stort netværk af underleverandører at servicere, siger Thomas Gjørup.
Afgørende samarbejde
Wicotec Kirkebjerg har gennem en årrække løst opgaver for Forsvaret, og virksomheden ser frem til at kunne spille en aktiv rolle i den kapacitetsopbygning, som Forsvaret er i gang med.
- Danmark står i en ny sikkerhedspolitisk virkelighed, hvor et tæt samarbejde mellem Forsvaret og dansk erhvervsliv er afgørende. I Wicotec Kirkebjerg-koncernen råder vi over nogle af branchens stærkeste kompetencer inden for tekniske installationer og komplekse anlægsprojekter, og vi ser det som en vigtig samfundsopgave at være med til at styrke Forsvarets kapacitet og kampkraft i de kommende år, siger Claus Franceos Jensen, direktør for Service & Installation i Wicotec Kirkebjerg.
Den nye rammeaftale træder i kraft den 1. juli 2026.