Vi vil gerne ansætte en voksenlærling, som har relevant erhvervserfaring fra et tidligere job. Derfor skal hans uddannelsestid hos os afkortes. Hvordan griber vi det an?
Når I vil ansætte en voksenlærling med flere års relevant erfaring, er det vigtigt, at uddannelsesforløbet og en eventuel afkortning bliver lagt rigtigt til rette fra starten.
Det første skridt er, at lærlingen beslutter, hvilken erhvervsskole han ønsker at gå på. Når skolen er valgt, bør I tage direkte kontakt til virksomhedskonsulenten på den pågældende skole. Virksomhedskonsulenten kan hjælpe jer med:
at få uddannelsesaftalen (voksenlærlingekontrakten) udfyldt korrekt
at afklare, om der kan ske afkortning af uddannelsestiden
at sikre, at lærlingens tidligere erfaring bliver dokumenteret på en måde, skolen kan bruge.
Afkortning af uddannelsestiden kan bl.a. ske på baggrund af:
relevante gymnasiale fagkombinationer
dokumenteret erhvervserfaring inden for faget.
Her er det en god idé, at I på forhånd laver en oversigt over lærlingens erfaring. Eksempelvis hvilke typer opgaver han har arbejdet med, og hvor han mangler erfaring. Den forskel mellem stærke og svage sider er netop det, skolen skal bruge til at vurdere, hvor der kan afkortes, og hvor der tværtimod skal være særlig fokus i uddannelsesplanen.
Erhvervsskolen kan indkalde lærlingen til en kompetencevurdering. På baggrund af kompetencevurderingen, eventuel gymnasial baggrund og dokumentation for tidligere erfaring fastlægger skolen den konkrete uddannelsesplan – herunder om der kan afkortes og i så fald hvor meget.