Godtgørelse af dagpenge (G-dage)
G-dage er en dagpengegodtgørelse, som arbejdsgiveren skal betale til en lønmodtager for lønmodtagerens 1. og 2. ledighedsdag.
Dagpengegodtgørelsen skal kun betales til lønmodtagere, der er medlem af en dansk a-kasse på tidspunktet for arbejdsophøret, hjemsendelsen eller arbejdstidsnedsættelsen.
Arbejdsgiveren kan i tvivlstilfælde få bekræftet hos a-kassen, om lønmodtageren er medlem eller ej. Henvendelsen kræver ikke lønmodtagerens samtykke.
Arbejdsgiveren skal som udgangspunkt betale for G-dage ved:
- afskedigelse fra virksomhedens side
- hjemsendelse
- ophør af opgave- og tidsbestemt ansættelse og lignende
- nedsættelse af arbejdstiden (arbejdsfordeling)
Efterlønsmodtagere, der har arbejde i efterlønsperioden, har også ret til betaling for G-dage ved arbejdets ophør.
Beskæftigelseskrav
Lønmodtageren har kun ret til betaling for G-dage, når denne har faktiske arbejdstimer svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger (normalt 2x37 timer) hos samme arbejdsgiver inden for de sidste 4 uger før arbejdsophøret.
Alle timer, hvor der er udbetalt løn for udført arbejde, regnes med til opfyldelse af beskæftigelseskravet. Dette gælder også overarbejdstimer.
Timer, hvor der ikke arbejdes, men udbetales løn fx under ferie, konflikt, sygdom eller i forbindelse med fritstilling, tælles derimod ikke med. I dette tilfælde forlænges den 4-ugers-periode tilsvarende bagud.
Under normale omstændigheder er lønmodtagerens 1. og 2. ledighedsdag (G-dage) de 2 første ordinære arbejdsdage efter fratrædelsen.
Hvis lønmodtageren derimod har været i delvis beskæftigelse (under 7,4 timer) på fratrædelsesdagen, og ikke har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid i den kalenderuge, hvor fratrædelsen sker, er fratrædelsesdagen 1. ledighedsdag.
1. eller 2. ledighedsdag kan ligge på en lørdag, en søndag eller en søgnehelligdag, hvis lønmodtageren normalt skulle have arbejdet på dagen. Hvis lønmodtageren afskediges eller hjemsendes lige inden en overenskomstmæssig fridag, en lørdag, en søndag eller en søgnehelligdag, der normalt er lønmodtagerens fridag, er 1. og 2. ledighedsdag det, der ville have været lønmodtagerens 2 førstkommende ordinære arbejdsdage.
Det er omfanget af lønmodtagerens ledighed på 1. og 2. ledighedsdag, der er afgørende for, om der skal betales for en hel eller en halv G-dag pr. dag.
Hvis lønmodtagerens ledighed på 1. og 2. ledighedsdag overstiger 4 timer pr. dag, skal der betales for 1 hel G-dag pr. dag.
Hvis lønmodtagerens ledighed på 1. og 2. ledighedsdag er på 4 timer eller derunder pr. dag, skal der betales for 1/2 G-dag pr. dag.
Hvis en fuldtidsansat medarbejder i den sidste kalenderuge i ansættelsen har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid, vil 1. ledighedsdag dog ikke være fratrædelsesdagen, selv om medlemmet den sidste dag i ansættelsen har haft et lavere timetal end 7,4 timer f.eks. pga. arbejdstidens placering på ugedagene. Men 1. ledighedsdag vil i stedet være medarbejderens første ordinære arbejdsdag efter fratrædelsen.
Arbejdsgiveren skal maksimalt betale dagpengegodtgørelse 16 gange til samme lønmodtager inden for ét kalenderår. Heri medregnes betaling for såvel hele som halve G-dage.
Hvis arbejdsgiveren i et kalenderår fx har betalt for en hel og en halv G-dag, har arbejdsgiveren betalt for to af de maksimalt 16 G-dage.
Ved opsigelse: Arbejdsgiveren skal ikke betale for G-dage til en lønmodtager, der opsiger sin stilling.
Ved afskedigelse: Arbejdsgiverens pligt til at betale for G-dage til en afskediget lønmodtager bortfalder:
- Hvis lønmodtageren opnår fuld beskæftigelse på G-dagene.
- Hvis lønmodtageren skriftligt inden ansættelsens ophør tilbydes fortsat beskæftigelse hos samme arbejdsgiver med mindst samme timetal, og lønmodtageren afslår tilbuddet.
- Hvis lønmodtageren modtager sygedagpenge eller afholder ferie i tilslutning til arbejdsophøret.
- Hvis afskedigelsen væsentligst kan tilregnes lønmodtageren.
- Hvis arbejdsophøret skyldes strejke, lockout eller force majeure.
- Hvis arbejdsgiveren på grund af insolvens, konkurs eller rekonstruktionsbehandling ikke kan betale G-dagene.
- Hvis lønmodtageren har været ansat med offentligt løntilskud efter reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
- Ved hjemsendelse, hvis lønmodtageren pga. overarbejde i løbet af kalenderugen (mandag til søndag) opnår fuld, overenskomstmæssig ugentlig arbejdstid hos samme arbejdsgiver.
Tro- og loveerklæring
Arbejdsgiveren kan senest 14 dage efter arbejdsophøret bede lønmodtageren om en tro- og loveerklæring om, at lønmodtageren ikke har haft fuldtidsarbejde, modtaget sygedagpenge eller holdt ferie på G-dagene.
Arbejdsgiverens oplysningspligt
Som arbejdsgiver skal I på lønmodtagerens lønseddel oplyse, når der betales for G-dage. Oplysningen kan gives ved fx at angive beløbets størrelse. Der skal herefter fremgå, hvor mange gange arbejdsgiveren har betalt for G-dage til lønmodtageren i kalenderåret. Der stilles ikke særlige krav til lønsedlernes udformning.
Skal arbejdsgiveren ikke betale for G-dage, fordi lønmodtageren har fået betaling for G-dage 16 gange i kalenderåret, skal arbejdsgiveren give oplysninger herom. Lønsedler kan anvendes som dokumentation for, hvor mange gange arbejdsgiveren har betalt for G-dage.
Betalingstid og manglende betaling
Det følger af dagpengereglerne, at G-dagene skal udbetales snarest muligt, eller dog senest ved arbejdsgiverens 2. lønudbetaling efter afskedigelse, hjemsendelse mv., eller efter medarbejderen har afgivet en tro og love-erklæring.
En arbejdsgiver kan pålægges bødestraf, hvis arbejdsgiveren ikke betaler for G-dage.