Brugsanvisning
Med maskinen skal der altid medfølge en brugsanvisning på brugerlandets sprog. Det vil sige, hvis der sælges maskiner til Tjekkiet, så skal brugsanvisningen være på tjekkisk.
Med maskinen skal der altid medfølge en brugsanvisning på brugerlandets sprog. Det vil sige, hvis der sælges maskiner til brug i Tjekkiet, så skal brugsanvisningen være på tjekkisk.
Der er udarbejdet en harmoniseret standard for brugsanvisninger til maskiner: DS/EN ISO 20607:2019. Standarden beskriver, hvilke sikkerhedsrelevante oplysninger der som minimum skal med i en maskines brugsanvisning.
Her vises, i kursiv, de konkrete krav til maskinens brugsanvisning fra Maskinforordningens, bilag III, stk. 1.7.4.2.
Alle brugsanvisninger skal, hvor det er relevant, mindst indeholde følgende oplysninger
a) fabrikantens firmanavn og fulde adresse og i givet fald navn og adresse på dennes bemyndigede repræsentant
b) maskinens eller det relaterede produkts betegnelse, som anført på selve maskinen eller det relaterede produkt, bortset fra serienummeret (jf. punkt 1.7.3)
c) EU-overensstemmelseserklæringen eller den internetadresse eller maskinlæsbare kode, fra hvilken EU-overensstemmelseserklæringen kan tilgås i overensstemmelse med artikel 10, stk. 8.
d) en generel beskrivelse af maskinen eller det relaterede produkt
e) tegninger, diagrammer, beskrivelser og forklaringer, der er nødvendige for brug, vedligeholdelse og reparation af maskinen eller det relaterede produkt og for at kontrollere, om det fungerer korrekt
f) en beskrivelse af den eller de arbejdssteder, hvor operatørerne kan forventes at befinde sig
g) en beskrivelse af maskinen eller det relaterede produkts tilsigtede brug
h) advarsler om måder, som maskinen eller det relaterede produkt ikke må anvendes på, men som erfaringen viser kan forekomme
i) instruktioner for montering, opstilling og tilslutning, herunder tegninger, diagrammer og fastgørelsesanordninger, og angivelse af den ramme eller installation, som maskinen eller det relaterede produkt skal monteres på
j) instruktioner vedrørende installation og montage med henblik på at mindske støj og vibrationer
k) instruktioner for ibrugtagning og brug af maskinen eller det relaterede produkt og om nødvendigt instruktioner for oplæring af operatørerne
l) oplysninger om resterende risici, der fortsat består uanset de indbyggede foranstaltninger til sikker udformning, beskyttelsesforanstaltninger og supplerende beskyttelsesforanstaltninger, der er truffet
m) instruktioner om de beskyttelsesforanstaltninger, brugeren skal træffe, herunder, hvor det er relevant, de personlige værnemidler, der skal stilles til rådighed
n) de vigtigste kendetegn for værktøjer, der kan monteres på maskinen eller det relaterede produkt
o) de vilkår, på hvilke maskinen eller det relaterede produkt opfylder kravet om stabilitet under anvendelse, transport, montering, demontering når den eller det er ude af brug, under afprøvninger eller i tilfælde af forudsigelige nedbrud
p) instruktioner for, hvordan transport, håndtering og opbevaring kan ske på en sikker måde, ved angivelse af maskinens eller det relaterede produkts og dets forskellige deles masse, når de jævnligt skal transporteres adskilt
q) fremgangsmåden ved uheld eller nedbrud; hvis der vil kunne indtræde blokering, skal det fremgå, hvilken fremgangsmåde der skal anvendes, så ny igangsætning kan ske uden fare
r) beskrivelse af, hvilke justerings- og vedligeholdelsesoperationer der skal udføres af brugeren, samt hvilke forebyggende vedligeholdelsesforanstaltninger der skal overholdes under hensyntagen til konstruktionen og anvendelsen af maskinen eller det relaterede produkt
s) instruktioner om, hvordan justering og vedligeholdelse kan udføres på en sikker måde, herunder hvilke beskyttelsesforanstaltninger der skal træffes under disse operationer
t) specifikationer for de reservedele, der skal benyttes, når de berører operatørernes sikkerhed og sundhed
u) oplysninger om luftbåren støj som anført nedenfor:
i) det A-vægtede lydtryks niveau på arbejdsstederne, når det overstiger 70 dB(A). Hvis niveauet ligger under eller svarer til 70 dB(A), skal dette være anført
ii) den maksimale øjebliksværdi af det C-vægtede lydtryksniveau på arbejdsstederne, når det overstiger 63 Pa (130 dB i forhold til 20 μPa)
iii) det A-vægtede lydeffekt niveau fra maskinen eller det relaterede produkt, når det A-vægtede lydtryksniveau på arbejdsstederne overstiger 80 dB(A).
Disse værdier skal enten være reelt målt for den pågældende maskine eller det relaterede produkt, eller være fastsat på grundlag af måling foretaget på en teknisk sammenlignelig maskine eller på et teknisk sammenligneligt relateret produkt, som er repræsentativt for den planlagte produktion.
Når maskinen eller det relaterede produkt er meget stor(t), angives i stedet for det A-vægtede lydeffekt niveau de A-vægtede lydtryks niveauer på nærmere angivne steder omkring maskinen eller det relaterede produkt.
I tilfælde, hvor de harmoniserede standarder eller fælles specifikationer vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 20, stk. 3, ikke kan anvendes, skal lydniveauerne måles ved anvendelse af den mest hensigtsmæssige metode for maskinen eller det relaterede produkt.
Når der er angivet lydemissionsværdier, skal usikkerheden ved beregningen af disse værdier specificeres. Der skal redegøres for funktionsvilkårene for maskinen eller det relaterede produkt under målingen og for, hvilke metoder der er anvendt ved målingerne.
Såfremt arbejdsstedet eller -stederne ikke er fastlagt eller ikke kan fastlægges, skal det A-vægtede lydtryksniveau måles i en afstand af 1 m fra maskinens eller det relaterede produkts overflade og i en højde af 1,6 m fra gulvet eller sokkelen. Stedet for og værdien af det maksimale lydtryksniveau angives.
Hvad angår maskiner og relaterede produkter til støjreduktion skal det, hvor det er relevant, angives i brugsanvisningen, hvordan udstyret samles og installeres korrekt (se også punkt 1.7.4.2, nr. 1, litra j)).
Hvis der i de specifikke EU-retsakter fastsættes andre bestemmelser om måling af lydtryks niveauet eller lydeffektniveauet, finder disse retsakter anvendelse, og de tilsvarende bestemmelser i dette punkt anvendes ikke
v) oplysninger om de nødvendige forholdsregler, anordninger og hjælpemidler til øjeblikkelig og skånsom redning af personer
w) hvis maskiner eller relaterede produkter kan udsende ikke-ioniserende stråler, der kan være til fare for personer, især personer med aktivt eller ikke-aktivt implanteret medicinsk udstyr, oplysninger om den udsendte stråling, som operatøren og andre udsatte personer udsættes for.
x) hvis udformningen af maskiner eller relaterede produkter gør det muligt at udsende emissioner af farlige stoffer fra maskinen eller det relaterede produkt, egenskaber for opfangnings-, filtrerings- eller afskafningsudstyr, hvis sådant udstyr ikke leveres sammen med maskinen eller det relaterede produkt, og et eller flere af følgende:
i) strømningshastigheden for emissionen af farlige materialer og stoffer fra maskinen eller det relaterede produkt
ii) koncentrationen af farlige materialer eller stoffer omkring maskinen eller det relaterede produkt, som stammer fra maskinen eller det relaterede produkt eller fra materialer eller stoffer, der anvendes sammen med maskinen eller det relaterede produkt
iii) effektiviteten af opfangnings- eller filtreringsudstyret og de betingelser, der skal overholdes for at bibeholde effektiviteten over tid.
Værdierne i det første afsnit skal enten være reelt målt for den pågældende maskine eller det relaterede produkt eller være fastsat på grundlag af en teknisk sammenlignelig maskine eller et teknisk sammenligneligt relateret produkt, som er repræsentativt for den tekniske udvikling.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Når brugsanvisningen skrives, skal man medtage de punkter fra ovenstående liste som er relevante for maskinen, og springe de punkter over, som ikke gælder for den aktuelle maskine.
Hertil kommer krav til indhold fra maskinens risikovurdering (brugerinstruktion, skiltning, brug af personlige værnemidler mv. hvor det er relevant.
Desuden vil der normalt være krav til informationer i brugsanvisningen fra alle de anvendte standarder, evt. suppleret med DS/EN ISO 20607 Maskiners brugsanvisning.