Flere virksomheder ser på kompetencer før straffeattest
Juli 2026 - TEKNIQs medlemsvirksomheder vurderer medarbejdere ud fra deres faglighed frem for fortidens synder. Lederne lægger især vægt på, hvor gammel pletten på straffeattesten er. For de er åbne for at give mennesker en reel ny start.
TEKNIQs nye medlemsundersøgelse viser, at medlemsvirksomhederne i høj grad vægter faglighed og det samlede match over fortidens fejl. Undersøgelsen viser, at 55% er enige i, at det er vigtigere, at det er den rette kandidat til jobbet, end at kandidaten har en straffeattest uden anmærkninger.
Når virksomheder åbner døren for mennesker med en plettet straffeattest, gør de mere end blot at besætte en stilling – de løfter et afgørende socialt ansvar. Tilknytning til arbejdsmarkedet er ofte den faktor, der afgør, om en person formår at fastholde en kriminalitetsfri tilværelse. Udfordringen er veldokumenteret: Tal fra Danmarks Statistik viser, at 55 % af løsladte og 29 % af dømte uden fængselsophold begår ny kriminalitet inden for to år. Her viser en kortlægning fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (2013), at beskæftigelse reducerer risikoen for tilbagefald betydeligt.
Ved at tilbyde struktur og et arbejdsfællesskab skaber virksomhederne et stabilt fundament for den enkelte og en gevinst for samfundet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, 2013).
Selvom virksomhederne står med et konkret behov for at rekruttere af hensyn til drift og kvalitet, viser undersøgelsen et nuanceret billede, hvor ansvar og tillid vægtes højt. Mønstret går igen på tværs af både branche og virksomhedsstørrelse, hvilket vidner om en bredt forankret rummelighed.
Kompetencer og match vejer tungt
Undersøgelsen viser, at 55% er enige i, at det er vigtigere, at det er den rette kandidat til jobbet, end at kandidaten har en straffeattest uden anmærkninger. Resultatet peger på, at mange virksomheder i høj grad ser på kandidatens samlede profil. Det handler blandt andet om faglighed, motivation og evnen til at fungere i en hverdag med ansvar. Modsat er der stadigvæk 45% som lægger større vægt på straffeattesten i deres vurdering. Det kan blandt andet være hvis virksomheden har opgaver, hvor kunderne stiller krav om at de ansatte ikke har anmærkning på straffeattesten. Det understreger, at området ikke er sort-hvidt, men håndteres forskelligt alt efter virksomhed og situation.
Tid siden anmærkningen spiller en stor rolle
For mange virksomheder spiller tidsperspektivet en rolle. 72% er enige i, at det gør en forskel, hvor langt tilbage anmærkningen ligger, når de vurderer en kandidat, jf. figur 2. Det peger på, at vurderingen ofte handler om mere end selve anmærkningen, og også om hvor i livet kandidaten er i dag. Når tidspunktet tillægges betydning, handler det i praksis om at kunne vurdere, om forholdet ligger bag kandidaten, og om der siden er skabt en mere stabil hverdag. Det giver plads til, at mennesker kan ændre retning, og at en tidligere fejl ikke nødvendigvis behøver at være afgørende for mulighederne i dag.
For mange er anmærkningen ikke afgørende – men opgaven betyder noget
27% af virksomhederne er enige i, at en anmærkning på straffeattesten ingen betydning har for deres valg af kandidat, mens 72% er uenige, jf. figur 3. Det viser, at en del virksomheder i høj grad kan se bort fra anmærkninger, men at de fleste mener, at en anmærkning som minimum spiller en rolle i rekrutteringen. Det betyder ikke nødvendigvis, at en kandidat bliver fravalgt på forhånd, men at virksomhederne ofte ønsker at forholde sig til anmærkningen som en del af den samlede vurdering.
Det hænger tæt sammen med opgavens karakter. 65% er enige i udsagnet “Jeg vurderer altid, om anmærkninger på straffeattester er relevante for stillingens arbejdsopgaver”, mens 36% er uenige. Det vidner om et branchekendskab, hvor typen af arbejde afgør meget. Når en medarbejder skal ind i private hjem, på skoler eller arbejde med adgangskontrol, stiller kunderne høje krav til tryghed. Her kan en plet på straffeattesten være en reel barriere. Omvendt er der mange opgaver på byggepladser eller i større entrepriser, hvor kontaktfladen er anderledes, og hvor faglighed og stabilitet ofte tæller tungest.
Tallene er ens på tværs af både store og små virksomheder, hvilket tyder på, at hele branchen skelner mellem serviceopgaver tæt på kunden og det tekniske anlægsarbejde, når risikoen vurderes. Det afspejles også i praksis: 34% svarer, at de altid indhenter straffeattest på nye medarbejdere, mens 66% er uenige. Det kan pege på, at en del virksomheder arbejder med en fast standard, måske dikteret af kundekrav, mens flertallet indhenter straffeattest som en del af en proces, der varierer fra ansættelse til ansættelse.
I perioden fra den 8. januar til den 22. januar 2026 udsendte TEKNIQ den årlige medlemsundersøgelse om den aktuelle markedssituation. I alt blev spørgeskemaet sendt ud til 3.462 medlemmer, hvoraf 796 gennemførte. Branchesegmenter med færre end 20 besvarelser er ikke medtaget.
Spørgsmålene i denne analyse er udarbejdet i samarbejde med
Det Kriminalpræventive Råd.
Spørgeskemaet omhandlede medlemmernes oplevelse af den aktuelle markedssituation samt deres forventninger til omsætningen i 2026. Der er også blevet spurgt ind til hvilke udfordringer og muligheder medlemmerne står overfor.