Det gode arbejdsliv
Et stærkt arbejdsmarked begynder med mennesker, der trives. TEKNIQ vil bruge teknologi, fleksibilitet og en moderne arbejdsmiljølov til at skabe et arbejdsliv, der er sundt, sikkert og attraktivt.
Arbejdslivet skal ikke være et hamsterhjul, der blot skal overstås. Det skal være en vej til udvikling, faglig stolthed og et stærkt fællesskab. Når medarbejderne trives, skaber vi grobund for vækst i hele det tekniske erhvervsliv.
TEKNIQ repræsenterer det tekniske erhvervsliv, hvor tekniske virksomheder hver dag udvikler, installerer og producerer de løsninger, der får Danmark til at fungere. Teknologi som cobots og exoskeletter er ikke fremtiden, men konkrete værktøjer lige nu, der sikrer os alle et langt og sundt arbejdsliv.
Samtidig modarbejder det nuværende sanktionssystem den gode kultur. Når virksomheder, der investerer massivt i sikkerhed, straffes på lige fod med dem, der sjusker, svækker det motivationen. Et godt arbejdsmiljø skabes af arbejdsgiverne gennem viden og forebyggelse.
Derfor er der behov for politisk handling. Vi skal gøre det attraktivt at investere i bedre arbejdsmiljø, og vi skal have en arbejdsmiljølov, der understøtter forebyggelse frem for blot at straffe.
TEKNIQ foreslår derfor:
- Indfør en forhøjet afskrivningsret på 130 pct. i anskaffelsesåret for investeringer i materiel og teknologi med en dokumenteret forbedrende effekt på arbejdsmiljøet, fx cobots og exoskeletter.
- Anerkend den gode indsats ved at lade virksomhedens forebyggende arbejde tælle som formildende omstændighed, når et systematisk sikkerhedsarbejde, grundig instruktion og korrekt udstyr kan dokumenteres.
- Gør straffen proportional med en tydeligere skelnen mellem grove overtrædelser og enkeltstående fejl og opdatér definitionen af "alvorlig personskade", så den matcher virkelighed.
- Afskaf de automatiske bødetillæg, der vokser med antallet af ansatte eller gamle sager, og flyt fokus tilbage til det konkrete problem og læring.
- Placér ansvaret korrekt på byggepladsen, så påbud og bøder for mangler på fællesarealer udstedes direkte til bygherren eller den koordinerende part, ikke til en underentreprenør uden råderet.
- Løft det psykiske arbejdsmiljø lige så professionelt som det fysiske.