Brug for flere
Den grønne omstilling og digitaliseringen stiller store krav til det tekniske erhvervsliv, og det kræver, at vi får alle i spil. TEKNIQ vil fastholde de erfarne, byde næste generation velkommen og åbne arbejdspladserne for flere.
Det tekniske erhvervsliv summer af aktivitet, og medlemsvirksomhederne skal løfte en stor opgave. For at lykkes har vi brug for både den dyrebare erfaring fra seniorerne og fremtidens unge talenter. Det kræver et opgør med "plejer" og et fornyet fokus på det lange og gode arbejdsliv.
TEKNIQ repræsenterer det tekniske erhvervsliv, hvor tekniske virksomheder hver dag udvikler, installerer og producerer de løsninger, der får Danmark til at fungere. Seniorerne besidder en unik teknisk kunnen, der er svær at erstatte. Samtidig tændes de unges interesse for faget gennem fritidsjob, juniormesterlære og erhvervspraktik. En for rigid tilgang risikerer at bremse fødekæden til det tekniske erhvervsliv.
Problemet er, at systemet ofte arbejder imod virksomhederne. Bureaukrati spænder ben for det gode match, fleksjobbere straffes økonomisk, hvis de arbejder mere, og en rigid dato for tilbagetrækning sender erfarne medarbejdere ud af arbejdsmarkedet for tidligt.
Derfor er der behov for politisk handling. Vi skal skabe smidige overgange, gøre det attraktivt at arbejde og bygge et arbejdsmarked med plads til forskellighed. På den måde udvider vi talentmassen og styrker både innovation og konkurrenceevne.
Derfor foreslår TEKNIQ, at:
- Gør seniorlivet fleksibelt ved at give virksomheder og medarbejdere frihed til at aftale nedsat tid eller nye opgaver uden modregning og gør det enkelt at fortryde sin tilbagetrækning og vende tilbage.
- Styrk incitamentet i de sidste år ved at fritage for arbejdsmarkedsbidrag eller give en tilsvarende kontant bonus i de tre år før folkepensionsalderen.
- Hæv beskæftigelsesfradraget markant og sænk skatten på arbejde, så det altid kan mærkes på rådighedsbeløbet at have et job.
- Mobilisér arbejdsreserven blandt fleksjobbere og førtidspensionister ved at gøre det enkelt og smidigt for virksomhederne at ansætte dem, der har kompetencerne, men ikke timerne til en fuld uge.
- Indfør et fribeløb og glidende modregning i fleksjob, så flere arbejdstimer altid øger den samlede indkomst og giv ret til at teste flere timer i 12 måneder uden at miste sin ydelsesret.
- Byd flere talenter velkommen ved at gøre reglerne så fleksible, at virksomhederne tør tage unge i fritidsjob, juniormesterlære og erhvervspraktik.
- Skab rummelige arbejdspladser med blik for neurodiversitet og inklusion, så det tekniske erhvervsliv bliver attraktivt for en bredere gruppe uanset køn og baggrund.